fredag den 7. februar 2020

Anna Ancher -- åbning af udstillingen på Statens Museum for Kunst

I dag var vi på Statens Museum for Kunst og se åbningen af den nye Anne Ancher udstilling. 
Og der kan ikke herske tvivl om at Anna Anchers billeder imponerer. Det giver mening at hun er blevet trukket mere frem de senere år og fremhævet som et centralt medlem og på flere områder førende blandt Skagens malerne.
Jeg har læst, at det er den største retrospektive udstilling nogensinde af AA's kunst. Men det undrer mig lidt, da jeg på mange måder synes udstillingen på Arken for nogle år siden (2011 tror jeg) var mere imponerende.





 Jeg ved ikke om det var kurateringen eller noget andet, men det virkede lidt på mig som om at SMK havde tabt plottet lidt.
 
For det første synes jeg ikke, at den helt indeholdt nok af hendes malerier. Men der var også noget omkring både præsentation og udvalg. Det virkede ret sløset med den måde de havde sat serier og udgaver af de samme motiver op på. Det er altid spændende at få indblik i den kunstneriske proces og se hvordan en kunstner fortolker det samme motiv, men der var et par serier med mange ufærdige og ikke synderligt spændende udgaver af f.eks. en siddende pige. Det bidrog ikke med noget hverken til indsigt i Anna Anchers værker eller proces.

Når det er sagt, så kan Anna Ancher stå distancen selv med sin sublime brug af farver (især gul og varme, røde farver) og det er bestemt en udstilling som er et besøg værd. Som så mange andre er jeg fan af de franske impressionister og hvis Anna havde boet de 1.200 km væk i Paris, så havde hun nok været meget mere velkendt internationalt i dag.

Opdatering, 8 februar:
Jeg undersøgte sagen og kan se at at udstillingen på Arken havde "120 malerier, olieskitser og pasteller", hvor SMK reklamerer med "Udstillingen Anna Ancher består af omkring 150 malerier og pasteller samt 30 tegninger." Så det gør udstillingen på SMK til den største. Men nu er volume ikke det hele og jeg føler stadig (måske forkert) at udstillingen på Arken havde mere tyngde og var præsenteret bedre.
Jeg har desværre ikke kataloget fra Arken, så jeg kan genopfriske hukommelsen, men jeg er da nysgerrig nu.

Det berører faktisk en anden vigtig ting om det at besøge kunstudstillinger. Udstillingerne i sig selv er selvfølgelig vigtige, værkerne og den måde de er kurateret, beskrevet, udvalgt og ophængt. Men det er også et spørgsmål om hvor man møder kunsten. Og med hvor mener jeg ikke (bare) den geografiske lokalitet, men hvor man er i sit liv.
  Da jeg så Delacroix på Ordrupgaard som en lidt mere ung mand for en halv menneskealder siden (ok, det var i 2000), så var det en kunstnerisk epifani, hvor jeg øjeblikkeligt forelskede mig i hans kunst (som jeg før det kun kendte fra enkelte skilderier på Glyptoteket, kunstbøger og et par rejser til Paris). Men sammenhængskraften i billeder og det tidspunkt i mit liv hvor de blev sat overfor mine øjne gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Maleriets Musik, mener jeg var undertitlen på udstillingen. Og det gik rent ind, også i forhold til mine litteraturvidenskablige studier.
  Men på den anden side, så jeg den meget store retrospektive Delacroix udstilling på Louvre i 2018. Og den kunne overhovedet ikke leve op til mit første store møde med Delacroix på Ordrupgaard. Det er der flere grunde til, men en af dem var at Delacroix allerede havde gjort sit indtog i mit sind og har fulgt mig i et par årtier.

Den skeptiske læser vil måske tænke, at det måske mere handler om, at man bliver skeptisk med alderen og ikke lader sig imponere lige så let. Men det er faktisk overhovedet ikke tilfældet. I hvert fald ikke for en 40-something som jeg selv.
  Året før (i 2017) var Inga og jeg også i Paris og så en række Pissarro-udstillinger i både Paris og en enkelt i København og vi blev virkelig henført til (og indført i) hans værker. Paris og hans hjemby, forstaden Pontoise (som i gamle dage var en selvstændig by men siden er blevet opslugt som en af forstaderne til Paris udenfor Périphérique) havde udstillinger på samme tid. Det var lidt heldigt at vi fangede flere udstillinger på forskellige lokaliteter indenfor samme korte periode, fordi vi på den måde fik et indblik i et meget stort antal af hans værker såvel som fik besøgt det hus han levede i. Den slags møder med kunsten er helt unikke. Ikke bare pga. bredden, men også fordybelsen, genklangen.
  Det er sket for mig før, faktisk, flere gange, blandt andet med Edvard Munch som jeg på et tidspunkt indenfor en uges tid fik set på både i Danmark, på Moderna Museet i Stockholm og på Munch-museet i Oslo.
  Men det handler om meget mere end volume, fordi hvor Delacroix i 2000 var det jeg havde brug for på lige præcist det tidspunkt, så var Pisarro det som ramte mig i 2017. I 2000 var jeg stadig begravet i studier og romantikken, som periode og fænomen betød meget den gang. I 2018 har Pisarro måske en anden betydning for mig, som fylder mere, hvor æstetisk skønhed har overtaget de før-romantiske idéer om livet.

Summa summarum; Det kræver ikke multiple udstillinger på samme tid for at få et stort møde med kunsten, mindre kan gøre det, som med Delacroix på Ordrupgaard. Men man skal også være klar til det og have brug for det. Jeg havde et kæmpe behov for Delacroix i 2000 men ikke i 2018, hvor til gengæld Pissarro var hvad lægen (eller livet) havde foreskrevet.

Anna Ancher var ikke helt der for mig i weekenden, men det var ikke kun dig Anna, det var også mig. Måske næste gang vi mødes?


For referencens skyld, her er nogle af de omtalte udstillinger:

Camille Pissarro, the first of the Impressionnists at Musée Marmottan Monet from February 23 until July 2, 2017

Pissarro in Éragny, anarchy and nature at Musée du Luxembourg from March 16 until July 9, 2017

Pissarro. Et møde på Skt. Thomas, Ordrupgaard, 10. Marts 2017 - 02. Juli 2017.
https://ordrupgaard.dk/portfolio_page/pissarro-mellem-dansk-guldalder-og-fransk-impressionisme-2/

Le musée Camille Pissarro, i Pontoise, works on paper udstilling.
https://www.ville-pontoise.fr/equipement/musee-camille-pissarro

En lille Pissarro-udstilling i Pontoise på et mindre museum, hvis navn undviger mig lige nu.








Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar